Du er blevet bonusforælder – men hvordan er man det?

Læsetid ca. 4-5 minutter.

Der findes ingen større kærlighedstest end at møde en ny partner… og deres børn.
Eller som mange beskriver det: “Jeg gik fra at date ét menneske, til pludselig at have en hel lille projektgruppe, jeg aldrig havde søgt jobbet hos.”

Pludselig står du dér som bonusforælder og forsøger at finde ud af:

Hvad må jeg? Hvad skal jeg? Hvem bestemmer? Hvor meget må jeg blande mig? Og hvorfor føler jeg mig nogle gange som gæst i mit eget hjem?

Bare rolig — du er ikke alene.
Det her er bonusforælderens klassikere: forvirring, kærlighed, usikkerhed og “skilsmisse-logistik”, du aldrig troede, du skulle interessere dig for.
Men lad os tage den fra toppen.

Den gode nyhed først: Du er vigtigere, end du tror.

At være bonusforælder kan være både smukt og fuldstændig vanvittigt.
På den gode måde.

Du får muligheden for, at være en ekstra voksen, barnet kan stole på. At være vidne til små øjeblikke af kærlighed, tillid og sårbarhed. At skabe relationer uden historik. Og at være en del af et sundt parforhold, der fungerer på trods af fortiden

Men det kræver tålmodighed, mod og humor i nødsituationerne — fx når du opdager, at barnet faktisk ikke bryder sig om dig, eller når de biologiske forældre kommunikerer som to diplomater på hver deres side af et meget anspændt forhandlingsbord.

Og nu til den mindre sexede del…

Bonusforælder-rollen er ikke for sarte sjæle. Og her er de mest almindelige tanker:

“Jeg elsker min partner, men jeg er ikke sikker på, jeg elsker deres barn/børn endnu… er jeg et dårligt menneske?” - Nej. Du er bare ærlig og helt almindelig.

“Jeg føler mig udenfor, når de deler minder, jeg ikke var en del af.” - Det er fuldstændig normalt.

“Jeg vil gerne sige noget om opdragelsen, men tør ikke.” - Hvad er det værste der kan ske? I er en familie og alle har en stemme, så sig hvad du mener.

“Hvor går grænsen mellem ‘engageret bonusforælder’ og ‘jeg blander mig i noget, jeg ikke må’?” - Ja, den grænser finder du kun ved at åbne munden – go for it.

Det hele er helt normalt — du er jo ikke bare kæreste. Du er pludselig en del af en familie, der allerede eksisterede, før du trådte ind på scenen.

Bonusbørn er ikke dine børn — men de bliver heller ikke “bare” nogen andres

De største misforståelser hos bonusforældre er at de enten skal være præcis som en biologisk forælder, allerede fra første møder, eller at der er den usynlige ekstrafigur, som bare nikker, smiler og aldrig har en mening om noget som helst.

Begge dele er lige forkerte.

For sandheden er at du er en vigtig voksen i barnets liv – men du er ikke erstatning for nogen.

Du er et supplement. Et tilvalg. En ekstra kilde til kærlighed. Og det er i sig selv et kæmpe ansvar – på den gode måde.

Men hvordan indtager man så rollen Bonusforælder på den bedste måde?

1. Vær ærlig overfor dig selv

Du behøver ikke elske barnet fra dag ét. Du behøver heller ikke gøre alting perfekt. Så start med at være realistisk — det er der kærlighed vokser fra.

2. Tal med din partner (for real, ikke bare logistiksnak)

Sig hvordan du har det. Om du er usikker, forvirret, glad, bange, presset, eller håbefuld, så sig det. Det er sådan, man undgår konflikter, der fører til skilsmisse — og sådan man bygger tryghed.

3. Lav aftaler om roller og grænser

Hvem bestemmer hvad? Hvad vil du gerne være en del af? Hvad er du ikke klar til? Jo tydeligere I er, jo nemmere får bonusbørnene det også.

4. Husk humor. Masser af humor.

For ellers bliver de mærkelige situationer alt for alvorlige.

Bonusforælder-rollen handler i virkeligheden om kærlighed

Ikke perfekt kærlighed. Ikke biologisk kærlighed. Men den kærlighed, man vælger – hver dag.

Og her er det vigtigste:
Det er helt i orden at have mange følelser omkring din nye rolle, for det betyder bare, at du tager rollen alvorligt.

Ægte kærlighed – også til bonusbørn – begynder altid med modet til at være ærlig.

Sophie Matthies | BeHonest: 
Dette blogindlæg er bl.a. udarbejdet ved anvendelse af ChatGPT.